Hver gang man møder op til et netværksmøde, har man truffet et valg. Skal jeg bruge dagen på at komme lidt længere ned i bunkerne på arbejdet, eller skal jeg tage til netværksmøde. Valget falder (kun) på netværket, hvis det er konkurrencedygtigt. Hvis det giver en værdi, der overstiger fristelsen til at komme lidt længere ned i bunkerne. Hvis det giver mulighed for at blive tanket op mentalt.

Der er næppe een fast formel for, hvordan alle får mest værdi af møderne. Jeg forsøger at lave et mix af især to typer møder:

a. Diskussion med kolleger i netværket af helt aktuelle problemstillinger.

På møderne er man ikke er underkastet det vanlige præstationspres. Man har ikke har noget på spil. Derfor giver de en forrygende mulighed for at få nye vinkler på helt konkrete opgaverne. Her kan man “få 5 ideer til at …” Ideerne kommer fra kolleger, som ikke er “syltede” ind i ens hverdag. Derfor er diskussioner og løsningsforslag forskellige fra dem, man selv har overvejet. Men samtidig er de brugbare, fordi kollegerne i netværket ofte selv har stået i lignende situationer.

b. Diskussion med indlægsholder af mere principielle emner.

Også gode netværk har brug for ekstern inspiration, for at bevare gnisten. Derfor “bruger” vi indlægsholdere som har sat sig grundigt ind i et givent emne. Indlægsholdere. Indlægsholdere som har en kant, og som gerne vil diskutere den. Disse møder giver ikke nødvendigvis løsningen på en given opgave. De giver imidlertid mulighed for at hæve sig op i helikopteren. En mulighed som den travle hverdag kun sjældent giver.

Endelig har det vist sig, at den fortrolighed som netværksmøderne giver, ofte bruges til få sparring med kolleger imellem møderne. Her kan man bruge en eller flere kolleger, når et givent problem opstår, og man har brug for et godt råd eller en times sparing for at kvalificere ens beslutning.